Lørdag d. 4. februar mødtes vi hos Svend. Hvalpene er nu 10 mdr.
gamle, og den grundlæggende apportering er på plads, stort set. Vi
kan kaste provokerende emner foran hundene når de er på vej hjem
med dummyer, de gør kun hvad de er blevet bedt - men med stor
glæde. Men selvom deres dressur er så meget på plads er planen
stadig den samme: de skal ikke på marken i foråret, dertil er
de udviklingsmæssigt ikke langt nok fremme i deres
liv. Men de er ved at blive kønsmodne, så vi arbejder en del
med lederegenskaber og provokationer, hvor vi har vores mulighed
for at vise vi er lederen.
På nuværende tidspunkt er hunden fra naturens vegne ikke mere
hvalp, den er i indgangen til liverts strabaser - den skal lære at
overleve, altså gøre som de voksne i flokken - lære af dem. Meget
af deres indlæring i denne fase foregår med hjælp af øjnene, så man
skal passe meget på hvad man "viser" sin hund.
Men er floklederen i denne periode IKKE synlig, er det i
denne perioede de fleste "taber" hunden - den begynder at
blive selvstændig, fordi lederen (føreren) begynder at vise
svaghedstegn.
Nu skal det understreges, at vi på ingen måde er fysisk aktive
mod hunden hvis den ikke følger vores anvisninger. Den bliver i
stedet tilsidesat fra flokken og øvelserne - en hård straf for en
hund i den alder: udelukkelse.
Men da vi gennem hele processen ikke har givet afkald på vores
lederevner, oplever vi ikke disse problemer. Og dog, Svend har haft
lidt problemer med apporteringen. Svend udviste ikke de nødvendige
lederegenskaber i en kort periode, så Lazy så chancen til at prøve
sig selv af. Svend fik derfor nogle andre øvelser at arbejde med,
og her efter små 2 uger er Lazy ved at være hvor hun skal være
- apporterer på kommando. Men det er et tydelig eksempel på, at
hvis man "trækker" sig lidt, er den kloge hvalp hurtig til at
udnytte situationen.
Når, men tilbage til dagens træning, som hovedsagelig have én
dagsorden: ro i opflugt. Hvordan nu det? Jo, Peter har erhvervet
sig en dueflusher, en apparat der løfter en levende due ca. 2 m. op
i luften, hvorefter den flyver hjem (hvis det altså er en
brevdue 
).
Denne form træning er meget brugt i Spaniel- og
Retrieverklubberne, men personligt havde jeg aldrig prøvet det før.
Men jeg skal love for jeg blev overrasket - positivt. Troede
egentlig det var lidt mere vildt, noget med et stor "brag" når den
udløses, en due der "smides" langt op i luften etc., men nej,
næsten ingen lyd og et særdeles nænsomt udkast og ingen påvirkning
af duen.
Vi startede med udløsning af duerne på afstand og arbejde os
herefter tættere ind på flusheren, for at ende 2 meter fra
den. Under alle godt 20 situationer, var der absolut ro på hundene,
HVER gang. Den grundliggende træning giver "pote" nu.
De lærte, på den mest simple måde, at når der er vildt der
flygter og man sætter sig, kommer der en go'bid. For fa.. hvor er
det simpelt.
Pia havde vores egen lille Noma med på knap 3 mdr. Efter bare 3
gange satte hun sig ned hver gang der fløj en due, kiggede på
Pia for at modtage sin belønning. Ikke at jeg tror det er noget vi
kan bruge på nuværende tidspunkt, dertil er hun for ung, men
opførslen fortæller alt om tidlig prægning.
Sluttelig brugte vi de sidste 3 duer på en meget provokerende
måde. Alle 4 hunde sad i en halvkreds, og jeg slap en due fri midt
i flokken uden varsel. Alle hundene kiggede blot på duen og satte
sig, der kommer jo en belønning.
Dueflusheren vil i vores fremtidige træninger være et fast
element, en god grundtræning til den mere avanceret
apporteringstræning.
Det var alt for denne gang. Er der nogen der har erfaring eller
gode øvelser med flusheren, så skriv endelig her på bloggen.
Se videoen fra træningen her.