6. træning med hvalpene

Så er den 6. træning med hvalpene gennemført. Der var 2 emner på programmet, dæk og apport.

Vi gennemgik selvfølgelig de øvelser hvalpene allerede har lært, for de skal i aller højeste grad holdes ved lige, ellers gå de i glemmebogen.

Da jeg ankom til pladsen hvor vi træner, stod 3 førere og snakkede lidt væk fra bilerne. Hyggeligt. Men jeg bemærkede at alle 3 biler havde deres bagklap og lågen til hundekassen stående åben. Efter min parkering gik jeg forbi de 3 hundebure, men ingen af hvalpene lod sig friste til at forlade deres plads i buret, selv ikke da jeg skulle klappe én af dem - måske nok for at provokerer den lidt.

Efter gennemgang af de tidligere indlærte øvelser, skulle dækøvelsen med signal (fløjte og hånd) trænes. Det gik også fint, omend der stadig er lidt for meget "kropssprog" hos nogen. Men alle hunde kunne deres dækøvelse, selv under svære provokationer blev de liggende. Flot at hvalpe på 6 måneder at holde til disse provokationer. Men næste gang lægger alle hunde sig prompte på dækfløjten. En super god øvelse med godbidder som ros for at dække af på kommando blev trænet, og den øvelse med positiv indlæring ved jeg giver en hund stor lyst til at dække - prompte!

Så var det apportøvelsen. Hundene kunne stort set (måske lidt STORT) sidde med dummyen i munden. Et par enkelte lod sig distrahere af de andre hunde og sad kun kort tid med dummyen i munden, men var dog med på hvad det gik ud på. En enkelt kunne lægge dummyen ud og lade hunden apportere den, men en bekræftelsesøvelse viste at hunden ikke helt havde forstået ordet APPORT helt endnu - trods alt. Det var ikke for at være ond, blot for at gøre opmærksom på forskellen mellem hundens lyst til at arbejde og så den egentlig dressur. Men alt i alt er de nået langt og alt går efter planen. De er nu ikke "søde små" hvalpe mere, de begynder at få deres meninger, og vi skal nu for alvor vise lederskabsøvelser, så de ikke glemmer hvem der bestemmer - vi skal med andre ord være konsekvente HVER gang. Men husk lige: konsekvens har intet med afstraffelse eller vold at gøre. Man irettesætter med en hård tiltaleform. Skulle hunden prøve noget forkert, er det nok at tage den i nakkeskindet efterfulgt med et "NEJ".

Men det begynder at blive mere spændende at arbejde med dem, der ligger lidt flere udfordringer lige for og dem glæder vi os til at udfordre.

Det var alt for denne gang.

Skriv en kommentar